JAKOB ELLEMANN-JENSEN OM LEDELSE

DET KAN LYDE banalt, og det er det sådan set også. Men den vigtigste lakmustest i min dagligdag er at kigge mig selv i spejlet. Ikke i overført betydning, men helt konkret. Jeg går ud på badeværelset, kigger mig i spejlet og spørger mig selv, om det er det rigtige, jeg gør. Om jeg har mig selv og mine grundlæggende værdier med. Hvis jeg kan se mig selv i øjnene, så jeg bagefter kan tage hjem og se min kone og mine børn i øjnene, så gør jeg det rigtige.

Jeg gør det for at være sikker på, at jeg har tænkt mig om og har mig selv med. Lige stå der et øjeblik og stirre mig selv ind i sjælen. Det her virker som det rigtige, men er det også det? Vi har mildest talt været igennem en hård periode i Venstre. Der har jeg mange gange lavet den øvelse. Stillet mig foran spejlet og sagt: ’Er det her det nemme at gøre?’ ’Nej, det er det ikke’. ’Er det her det rigtige at gøre?’ ’Ja, det er det’. Godt. Kør!

Det er vigtigt at turde sætte sig selv på spil i politik. Det er i hvert fald vigtigt for mig. Den dag, jeg ikke kan det, skal jeg lave noget andet, og det kan jeg heldigvis også. For hvis ikke man tør stille sig ud på planken, hvis man ikke tør sige: ’Det her tror jeg på, og jeg er villig til at satse hele butikken på det’, så bliver det for konformt, og så bør man slet ikke være i politik. Man skal være villig til at satse alt for det, man tror på.

Selv om det er et simpelt ritual, er det blevet meget vigtigt for mig. For selvfølgelig har jeg gode og dygtige mennesker omkring mig, som jeg kan vende de afgørende beslutninger med. Men det ændrer ikke på, at når man er formand, er man formand. Der er ingen over dig, der er ingen ved siden af dig. Til syvende og sidst står jeg med den selv. Sådan er det.

SPILLET

”Han fik et chok over slagsmålene på Christiansborg. Hvor mange kræfter der bliver brugt på spil og splid og på at få modstanderen til at fremstå som idiot. Det har han reageret stærkt imod.”

Uffe Ellemann-Jensen, far og tidl. partiformand og udenrigsminister (V), Altinget

DET VAR I Forsvaret, jeg fik mit første rigtige lederjob. Jeg var 20 år og blev sergent i Den Kongelige Livgarde. Det skete helt præcis 2. november 1993. Her fik jeg mine rekrutter overleveret, 10 friske fra fad på Høvelte Kaserne. Min egen tid som værnepligtig i Forsvaret var med til at forme mig mere som menneske end noget andet. Man kommer ind på en stue, hvor man skal bo sammen 10 mand, som aldrig har mødt hinanden før. Første dag tænker man: ’Hvem i alverden er de her mennesker?’ For i udgangspunktet har man stort set intet til fælles, men hurtigt finder man ud af, at det modsatte i virkeligheden gør sig gældende. Man danner venskaber med personer, man ellers aldrig ville have mødt, fordi man står med en fælles udfordring.

Midt i det står så den unge sergent, der skal være den voksne og styre ens tilværelse på godt og ondt. I Forsvaret er ledelse enormt konkret, for der er et hierarki, og man kan se på skuldrene af folk, hvem der bestemmer. Det er ikke noget, man drøfter. I hele den kæde er sergenterne de yngste befalingsmænd, og som 20-årig blev jeg så en af dem. Her får man virkelig lov til at prøve sig selv af som leder og lære det på den hårde måde. Man slår sig på det undervejs og finder ud af, hvad der fungerer og ikke fungerer.

Mange, der betragter Forsvaret udefra, tror, at det hele er kæft, trit og retning. Det er det også, for det er ikke en form for ledelse, hvor man diskuterer, stemmer eller drøfter tingene. Man . Men stadigvæk skal man have sine folk til at følge sig, ikke fordi de skal, men fordi de vil