NIKOLAJ COSTER-WALDAU OM AT SKABE FORANDRINGER I VERDEN

MIN MOR TOG mig med til min første demonstration, da jeg var helt lille. Det var mod atomvåben, der var den helt store trussel. Den Kolde Krig var i gang, og der skulle sættes en masse missiler op i Tyskland. Derfor tog vi fra Sydsjælland til København og gik i optog med skilte og slagord. Senere blev jeg som teenager meget optaget af de store temaer. Jeg var ofte ude at demonstrere. ’Atomkraft, nej tak’, hungersnød i Afrika, og vi gik på gaderne med vores ’Free Nelson Mandela’-skilte. Det var en kæmpestor ting. På gymnasiet var jeg med til at lave aktioner rettet mod Shell-tankene, der var involveret i Sydafrikas apartheidstyre. Min ven Anders og jeg hørte også, at man planlagde en aktion i København, der handlede om at lukke magtens døre. Det var konceptet. Vi ville være en del af det, så på den aftalte nat tog vi ud i Næstveds gader og bankede søm og skruer i låsene ind til kommunekontoret, bankerne og skolerne. Vi rendte rundt med balaklavaer som partisanere, der kæmpede kampen for de undertrykte.

Da jeg vågnede næste morgen, troede jeg, at jeg havde gjort en forskel. I virkeligheden havde jeg bare gjort det pisseirriterende for en masse almindelige mennesker. Vi fandt også ud af, at vi var de eneste, der havde foretaget en aktion. Københavnerne havde åbenbart aflyst, fordi de ikke ville alligevel. Et par dage senere så jeg forsiden af lokalavisen og var ved at skide i bukserne. ’Hærværk til 70.000 kroner’. Jeg håber, sagen er forældet i dag.

Dengang var jeg indigneret over verdens uretfærdighed. Men udfordringen for unge har altid været, at de har meget kort tidshorisont. Det er svært at fastholde en konstant interesse, som det jo kræver for at lave vedvarende forandringer. Det tager ikke bare en måned. Det tager måske 20 års kamp eller et helt liv. Den tid har man ikke som ungt menneske.

Derfor er det helt fantastisk, at man pludselig ser sådan en som Greta Thunberg, der formår at gøre noget, som ingen kunne forestille sig ville fungere. Hun har holdt de der skolestrejker i over to år nu. Selv fredsdemonstranterne foran Christiansborg har nærmest ikke samme stamina, som den pige har. Jeg forstår godt, at folk er gået fuldstændig på røven over hende. Hun er jo samtidig rimelig skarp i bolden. Jeg synes sgu, det er imponerende, at en 16-årig pige kan få så stor klangbund, at meget magtfulde mænd og kvinder forsøger at underminere og ligefrem begynder at disse hende. Det er jo fuldstændig absurd, for hun siger ikke noget, der er kontroversielt. Hun siger bare: ’Hør efter, hvad videnskabsfolkene siger’. Det siger hun igen og igen. En gang imellem siger hun så også mellem linjerne, at de er nogle idioter, men det er vel fair nok.

DA JEG BLEV konfirmeret, fik jeg et stereoanlæg i gave af min mor. Et Sanyo mini-stereo med højttalere til. Det var jeg sindssygt glad for. Men efter et par måneder bankede det en dag på døren. Det var landbetjenten med en af de ansatte fra en nærliggende elektronikbutik. De var kommet for at hente stereoanlægget. Det viste sig, at min mor havde købt det på afbetaling og ikke havde penge til at betale afdragene.

Først var jeg enormt ked af det og enormt sur på hende, for hvad fanden var meningen? Det var mit stereoanlæg! Senere kom skammen, da jeg erkendte, at min mor jo simpelthen ikke havde haft råd til det. Hun havde købt det, fordi hun ikke ville skuffe mig og mine forventninger til at være teenager. Men det var jo meget værre, at hun skulle gå rundt med den skam, end at jeg ikke havde noget stereoanlæg. Fra tid til anden tænker jeg stadig på det. Hvor klichéfyldt det end lyder, er materiel rigdom ikke reel rigdom. Det er skønt at få en ny telefon, og man bliver lidt gladere en times tid, mens man tester funktionerne. Men så er det jo forsvundet igen. Oplevelsen med stereoanlægget var en af dem, der forandrede mit liv.

Min opvækst foregik i en lille bitte landsby ved navn Tybjerg på Sydsjælland. Det meste af tiden var det mig, min mor og mine to storesøstre. Min mor var socialdemokrat, og når der blev afholdt lokalmøder i forsamlingshuset på den anden side af vejen, blev vi nogle gange hevet med. Det var en del af vores måde at anskue samfundet på.

Senere blev min ældste storesøster en overgang bz’er. Det fandt jeg afsindig spændende. Efter at jeg i slutningen af 1990’erne havde spillet hovedrollen i ’Vildspor’, fik instruktøren og jeg en idé om at lave noget om bz’erne. Fordi jeg havde set op til min søster, havde jeg et meget idealiseret billede af dem. Men da jeg i