OM AT BLIVE MENTALT KEVIN MAGNUSSEN RUSTET TIL FORMEL 1

FORMEL 1 er en virkelig speciel størrelse at have med at gøre. Der er færre Formel 1-kørere i verden, end der er astronauter, så hvis man er nået dertil, er man allerede nået virkelig, virkelig langt. Man har klaret sig gennem et brutalt udskilningsløb det meste af sit liv, hvor mange dygtige kørere er blevet siet fra, og nu er man endelig blevet en del af det fine selskab. Man kan begynde at gribe ud efter den store pokal.

Men samtidig føles det næsten, som om man er længere fra end nogensinde før. For de 19 andre, man er oppe imod, er de bedste i verden. Det er de eneste, som det også er lykkedes for at komme gennem nåleøjet, og deres historier er de samme som ens egen, bare i England, Tyskland, og hvor de ellers kommer fra. De er kort og godt af samme støbning.

Da jeg selv blev en del af Formel 1 som 21-årig, var presset meget større, end jeg havde forventet. Jeg havde drømt om det hele mit liv, og nu var jeg der pludselig. Jeg var virkelig tæt på at udleve min drøm, for den var at blive verdensmester, ikke bare at komme i Formel 1, men jeg var satanedme tæt på. Det pres var enormt, og det gjorde, at jeg faktisk ikke kunne nyde det. Jeg blev anspændt, og som en konsekvens af det begik jeg fejl. Jeg tror egentlig, det var mig selv, jeg blev mest bange for. For ikke at kunne præstere. For jeg har altid haft følelsen af, at jeg var en af de bedste, og jeg har aldrig oplevet at kigge på en anden og tænke, at ”ham kan jeg ikke slå, for han er sgu for god”. Jeg har altid virkelig haft troen på, at jeg har det, der skal til. Så det var ikke mine rivaler, der skræmte mig mest. Det var mere følelsen af, at nu var alt pludselig på spil, og hvis jeg ikke præsterede mit eget bedste, så røg jeg ud igen. Det blev jeg meget opmærksom på. Jeg var simpelthen bange for at ryge ud igen. Og jeg røg jo også ud. Det var under megauheldige omstændigheder, men jeg røg ud, så det viste sig ikke bare at være en grundløs bekymring.

Dengang var det pissehårdt, men jeg ved i dag, at det var nødvendigt. For det er en anden udgave af mig, der er her nu, end ham, der fik sin debut for seks år siden. Der er ingen forskel på ambitionen. Jeg vil stadig være verdensmester. Men jeg måtte helt ned i mulden, før jeg lærte, at hvis jeg endelig skal forløse min drøm, er jeg nødt til at nyde rejsen uden at lade mig æde op af frustrationerne undervejs.

HVORFOR ER FOLK, der er sindssygt gode til noget, blevet sindssygt gode til det? Fordi det på et tidspunkt ramte noget i dem, så de ikke kunne slippe det igen. For mig skete det, før jeg selv kan huske det. Jeg var kun to år, da jeg første gang kørte i en gokart, og derfra handlede det ikke om andet. Jeg elskede det. Uanset hvor mange gange jeg kørte rundt på den bane, kunne jeg ikke få nok, og der var ikke noget, der stoppede mig. Hvis der lå sne og is på banen, så kørte jeg bare på sne og is. Jeg blev virkelig bidt af motorsporten med en overvældende passion. Så bliver man god. For så gider man øve sig, og så bider det sig fast, hver gang man lærer noget nyt. Jeg var aldrig nået hertil, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg havde haft det sådan, men dengang forbandt jeg det kun med noget positivt. Omstændighederne var også til det. Hele min familie støttede op, og min onkel gik all-in og viede al sin tid til at træne mig og min fætter. Jeg har uendeligt mange gode minder i forbindelse med motorsport, og da jeg senere fik lov til at rejse Europa rundt og køre gokart, var det stadig en drøm, hvor bagsiden af medaljen ikke havde vist sig endnu.

Min far var ikke så meget inde over, som mange ellers tror. Dengang var han den store danske racerkører i udlandet, og han var sjældent hjemme, så